TANKER

Den ene dag snakkede hun løs min mormor. Komplimenterede os alle, og trods sit talebesvær, fik den hele armen.

Dagen efter, kunne vi konstatere, der var sket en forandring. Hun snakkede ikke længere i hele sætninger. Bruger tostavelses ord, og max to ord af gangen.

Personalet på sygehuset konstaterede bare, at der var sket en forandring, og har på intet tidspunkt undersøgt, om hun har fået endnu en blodprop. 

Havde hun været 50 år yngre, så havde de sikkert gjort hvad de kunne, for at finde ud af hvad der var sket. Men hun er bare en 90 årig, der sine første 88 år aldrig har været til last for samfundet. Nu har hun brug for hjælp, og så kan hun ikke få den. Hvad er det for en behandling vi giver vores ældre? 

Også da jeg for anden gang i mit liv var placeret på en afdelig for patienter med blodpropper i hjernen var det hårdt.

Selv om min momse er 89 1/2 år - ønsker jeg stadig ikke at hun skal gennem en masse genoptræning som hun ikke forstår og kan klare…

Jeg har brugt timer på at tude over at hendes skæbne blev dette. Jeg har brugt tid på at ønske at hun kom gennem dette som en almindelig 89 årig… - det gør hun ikke.

 Det har været hårdt som familiemedlem, at se på, at  at hver hver gang jeg er troppet op på hospitalet er hun blevet svagere…

Jeg græde, og jeg er ked af det på hendes vegne, men hun skal vide, at det er OK at hun giver slip på livet hvis det er hvad hun har lyst til….

Hver gang jeg besøger hende suger jeg hende til mig. Memorere hver en sjov bemærkning hun siger - det kunne være den sidste jeg hørte hende sige…

så skal du vide, det IKKE er i orden at kaste en blodprop ned over min demente Momse.

Hun overlevede - men med en lammelse.

Hvis du tror hun forstår hvad pokker der er sket, så tager du fejl.

Hvis du mener, det er en måde at give hende en forskrækkelse på, så tager du fejl.

Hvis du tror det er en lettelse for os, at hun overlevede, så tager du fejl.

Det er så forbandet synd for hende, at hun skal gennem det her i den tid hun har tilbage af livet. Forstår mig ret, jeg elsker min mormor, men det havde nok været bedre, hvis lyset var slukket helt for hende.

Du burde tjekke vores “journaler” lidt bedre ud, inden du kaster rundt med sygdom, død og ulykker.

Til tider tager jeg mig i at grine over et ord som tagetage.

Hvad er der lige ved navnet Tage der gør, at hvis man skriver det 2 gange efter hinanden, placerer trykket lidt anderledes, så får det betydningen af den øvereste etage af et hus?

Det er et stort mix af mange små bidder. Har længe haft lyst til at kategorisere, alfabetisere, og nummerere det, der svæver rundt mellem ørene, men det er for besværligt. For uoverskueligt, men mest af alt for let at tilsidesætte frem for noget andet. Jeg vil langt hellere deale med andres liv, end tage mit eget op til revision. Jeg vil langt hellere læse om glæder og sorger hos mine blog venner og veninder, end kaste mig ud i det omfattende projekt med den mundrette titel: Så gør da noget for dig selv, og mén det.

Projekt nyt job og de halvt skrevne jobansøgninger spøger voldsomt. Og mens jeg har dårlig samvittighed over for mig selv, og modtager jobmæssig førstehjælp fra tidligere kollega, begraver jeg mig samtidig i nye projekter på den arbejdsplads, jeg tvivler på skal være min resten af mit arbejdsliv. Jeg har fundet ud af, at jeg let kan købes. Jeg forråder mig selv ved at sige JA til nye spændende projekter. Tror det er ren overlevelse, og samtidig vil jeg ikke afskære mig fra noget, for hvis jeg ikke kommer væk lige med det samme…

Projekt kærlighed er sat helt på stand by. Det er lettere at sætte sig selv følelsesmæssigt uden for den leg. Så bliver man heller ikke såret. Jeg er endda godt på vej til at overbevise mig selv om, at her i landet er der ikke nogen til mig. Det kan jeg faktisk acceptere et langt stykke hen ad vejen…

Projekt Penne er vist det største arbejde jeg skal i gang med. Jeg tror faktisk jeg er nødt til at behandle mig selv en hel del pænere. Sætte pris på det jeg gør og laver for mig selv. Acceptere, at jeg er som jeg er, og at tingene nok skal komme hen ad vejen, men at jeg skal give mig selv tid. Forsøge ikke at gemme mig bag bunker af papirer, der i en del år har været min bedste undskyldning for at forsømme mig selv på mange måder.

Men jeg er da nået til trin 1 af mange. Jeg har formået at formulere sætningen: Jeg skal være bedre til at gøre noget for MIG. Det er vel en start. En svag begyndelse.

Ældre dame kom hen til mig. Ville vide, om toget stoppede hvor hun skulle af. Ja, jeg skal af samme sted, så det håber jeg, var mit svar. 

Info skærmene på stationen var nede. Trods henvisning til de opstillede gule tavler med togtider, samt opfordring til at lytte efter højttalernes skrættende beskeder, havde jeg ikke en chance for at vide det. Først og fremmest fordi der ALDRIG kom nogen information, men også fordi, der på de gule tavler kun stod hvor toget kører til.

Der kom et tog, og vore veje splittedes - den gamle dame og jeg. Efter 10 minutter i toget, kom den information vi begge kunne have brugt på stationen. Toget stoppede IKKE hvor vi skulle af. Fik det helt skidt med den gamle dame. Havde dårligt sluppet tanken om hende, før hun kom gennem toget med lynets fart. Vi var netop kørt forbi det sted vi begge skulle af. Fik sat hende ned, beroliget hende med, at jeg nok skulle følge hende tilbage til det just passerede stop. Vi var jo trods alt i samme båd.

Damen endte med, at være mest bekymret for sin 85 årige svigerinde, der så efter hende fra sit vindue. Jeg håber de fik sig en god dag sammen, trods den forsinkede start.